Klinik

Klinik

Klinik projekt i Pakau

Initiativ

YaSally store projekt omkring etablering af en sundhedsklinik i distriktet skrider planmæssigt fremad. Der arbejdes hårdt fra flere tider på at realisere projektet.

På formandens projektrejse i november 2013 blev der afholdt møder med relevante parter for at opnå de fornødne tilladelser til at opføre klinikken. Dette har nu betydet, at de endelige tilladelser er på vej fra Gambia’s regering.

På nedenstående billeder ses repræsentanter for distriktet og regeringen inspicere  arealet, hvor klinikken skal placeres.

Klinikken er stort set tegnet færdig nu. Det store og kreative arbejdet har ”Byens Tegnestue” i København stået for, og de har gjort det ganske gratis. Det er helt fantastisk – tusind tak.

Klinikken vil blive opdelt i moduler, således at opførelsen gennemføres i etaper.

Klinikken skal finansieres igennem fundraising. Mange har tilkendegivet at være positive overfor sponsorater til dele af klinikkens opførelse. Projektgruppen, der står for planlægningen og etableringen af klinikken, er i fuld gang med at planlægge den konkrete fundraising.

MEN da det er et stort projekt, der kommer til at koste en del, så derfor vil YaSally naturligvis være meget taknemmelig overfor øremærkede donationer fra private personer, foreninger eller firmaer.

Derfor opfordres der til at give et bidrag til klinikkens opførelse – stort som småt. Alle bidrag kan indbetales til vores konto i Danske Bank med angivelse af, at det vedrører klinikken.

Om Pakau Saloum

I det landdistrikt, som YaSally støtter, er der stærkt behov for et sted, hvor befolkningen kan blive tilset og behandlet, når der opstår sygdom og ulykker. Befolkningen har meget ringe muligheder for dette i øjeblikket.

Derfor arbejder YaSally på at etablere en Sundhedsklinik i området, der skal bemandes med såvel læger som sygeplejersker og jordemødre.

Klinikkens primære opgaver bliver:

Ambulant diagnosticering og behandling af patienter, der henvender sig til i klinikken

    • Akut hjælp ved skader
    • Graviditet, fødsel og barselsomsorg for moderen og barnet
    • Regelmæssige børneundersøgelser
    • Vaccinationer
    • Medicinudlevering
    • Oplysning om forebyggelse og håndtering af sygdomHenvisning til specialiseret behandling på hospital
    • Pleje af indlagte patienter

Klinikken skal opføres i samarbejde med den lokale befolkning.

YaSally er i gang med planlægningsarbejdet, og en tidligere planlægger ved Odense Universitetshospital har udarbejdet et projektforslag. Projektforslaget vil blive præsenteret på generalforsamlingen i marts.

I forhold til indretning og udstyr i klinikken har Region Syddanmark allerede besluttet, at de vil donere brugt hospitalsudstyr til klinikken (udstyr som ikke længere bruges i regionen).